Undervisningsforløb
Sådan skriver du dig fri af skærsilden!
I middelalderen frygtede mange, hvad der ventede efter døden. De fleste troede på skærsilden - et sted, hvor sjælen blev renset for sine synder, før man kunne komme i himlen. Straffen kunne være lang og smertefuld, og derfor gjorde mange, hvad de kunne for at forkorte tiden der.
En af mulighederne var aflad. Gennem bøn, gode gerninger eller donationer til kirken kunne man få eftergivet en del af den straf, der ventede efter døden. I nogle tilfælde fik man et afladsbrev som bevis.
I undervisningsforløbet Skriv afladsbreve arbejder eleverne med middelalderens forestillinger om synd, straf og frelse og undersøger, hvilken magt kirken havde i samfundet. Iført munkekutte prøver eleverne selv at skrive med pen og blæk og udforme afladsbreve inspireret af middelalderens skrivestuer.
Forløbet giver eleverne konkrete og sanselige erfaringer, som gør det lettere at forstå middelalderens tro, hverdag og kirkens betydning.
Undervisningsforløbet kan med fordel kombineres med en rundvisning i museets middelalderudstilling.
Du kan læse mere om undervisningsforløbets færdigheds- og vidensmål her.
Hvordan booker jeg forløbet?
Du booker forløbet via formularen nederst på siden.
OBS: Forløbet kan tidligst afholdes d. 17. august 2026
Forløbet kan bookes mandag-fredag kl. 10-15 - dog ikke i skolernes ferier.
Vær opmærksom på, at forløbet skal bookes senest 14 dage i forvejen. Ønsker du at booke forløbet med kortere varsel eller uden for overnævnte tidspunkter, kan du kontakte os på booking@musvest.dk
Har du spørgsmål til undervisningsforløbet, kan du kontakte os på formidling@musvest.dk.
Book undervisningsforløbet her
Udfyld denne formular for at booke undervisningsforløbet Skriv afladsbreve - så vender vi tilbage hurtigst muligt.